"Tiden eksisterer for at ungå at alt sker på én gang" - Albert Einstein.

Jeg drømte om Bedstefar i nat. Ham, jeg og Lillesøster gik rundt i deres have og i skoven bag det hus, som ham og Bedstemor boede i, før at de flyttede ind til byen. I drømmen gik vi rundt og ledte efter påskeæg. Det har vi aldrig i virkeligheden prøvet at gøre i Bedstemor og Bedstefars have, men det gjorde vi altså i drømmen. Påskeæggene var farvestrålende i skovbunden og derfor ikke svære at finde. Bedstefar havde en kurv med og gik bagerst imens Lillesøster og jeg løb foran og samlede æggene. Det er egentlig en underlig drøm, men efter at jeg havde tænkt lidt over det, kom jeg i tanke om at dengang at jeg var lille, måske omkring 5-6 år, da elskede jeg at være med Bedstefar ude i deres hønsegård for at fodre hønsene og indsamle æggene, for derefter at gå ind på Bedstefars værksted og vaske æggene rene med en gammel opvaskebørste og sirligt placere dem i æggebakkerne, som stod på bordet ved siden af håndvasken. Bedstefar og jeg snakkede ikke altid sammen imens vi gjorde det, men vi hyggede os med det. Jeg elskede at lave ting sammen med ham.

Jeg kunne sidde i timevis på bordet i hans værksted og se ham arbejde. Ligemeget om han var ved at udforme noget i træ, fumle med en gammel bil eller samle et modelfly, synes jeg at det var herligt at sidde og betragte ham, rode i høvlspånerne på gulvet eller kigge på alt det mærkværdige værktøj, som hang på væggene. Sommetider tog jeg den lille tavle og et stykke kridt i vindueskarmen og satte mig til at tegne, bare for at lave noget med hænderne. Kridtet og tavlen lå altid i vindueskarmen, så det var klart til at skrive resultater ned på, når Bedstefar, Far og evt. mine onkler tog et spil dart på dartskiven på væggen i værkstedet. I starten var jeg for lille til at være med, men da jeg blev ældre, deltog jeg ofte også i dartspillene. Bare mændene og mig og jeg nød det. Stemningen var altid herlig i værkstedet. Duften af træ og olie, den kærlige konkurrence og mørket der langsomt faldt på udenfor. De drak ofte en øl imens vi spillede, Bedstefar elskede special-øl.

Bedstefar lærte mig mange ting. Han lærte mig at gå på stylter, som han selv havde lavet. Han lærte mig at cykle på den lyserøde tandem-cykel. Han lærte mig at lege skjul i majs-marken og råbe "kuk-kuk" så at han kunne finde mig og at når man skulle fodre naboens hest med rugbrød, så skulle man have flad hånd og lade den snuppe det med sin bløde mule. At spille "Æsel" og "Hjerterfri". Han viste mig alle sneglene, som boede bag ved garagen og vi stillede dem op på række på bænken og lavede snegle-væddeløb. Og når det blev eftermiddag og de glatte, runde kastanjer faldt ned fra det store kastanjetræ i gårdspladsen, samlede vi dem sammen i en kurv og sad på bænken foran køkkenvinduet og lavede kastanjedyr. Bedstefar havde altid sin lille schweizerkniv i lommen, man vidste jo aldrig hvornår at man fik brug for en kniv, saks, proptrækker eller måske endda en lillebitte sav.

Men det allerbedste var når han gyngede mig. Ingen kunne få gynge til at svinge ligeså højt, som Bedstefar kunne. Han kunne skubbe gyngen, så jeg følte at jeg gyngede helt ind i himlen. Jeg grinede, skreg "højere, højere endnu" til at vi var nødt til at stoppe så han ikke skulle få krampe i armene. Så gik vi om og satte os på bænken i baghaven og Bedstefar tog piben og tobakken op ad brystlommen på den brune lædervest, som han altid gik med. Tobakken duftede krydret og var en del af Bedstefars duft. Vi sad bare der i haven, uden rigtig at sige noget. Sad der bare ved siden af hinanden og nød at være til.

Bedstefar elskede lakrids. Hvert år købte vi en stor kasse lakrids til ham, både til hans fødselsdag og til jul og selvom at det var hans gave, så bød han altid rundt. Selv spiste han og Bedstemor derefter hver 2 stykker lakrids fra kassen hver eneste aften når de alligevel fik deres aftenkaffe til TV-avisen klokken 21.00. Lillesøster og jeg fik også 2 stykker lakrids til aftenkaffen, når vi overnattede hos dem. Aftenskaffen bestod ofte af småkager, kage eller blot en ostemad. Bedstefar delte altid sin aftenkaffe, selv lakridserne med katten, som altid lå på hans mave og sov når han sad i sin stol. Bedstefar elskede katten og forkælede den som var den et spoleret barn og katten kunne ikke klare når avisen, en bog eller en Sudoko optog Bedstefars opmærksomhed og dermed tilsidesatte den. Så det endte altid med at den fik generobret Bedstefars kærlighed ved at hoppe op på hans mave og smyge sig op ad avisen lige til Bedstefar måtte opgive at læse den.

Når man overnattede hos Bedstemor og Bedstefar blev man vækket om morgenen, omkring klokken 08.00 når hanen galede. Og så var der morgenmad i køkkenet. Bedstefar skulle altid have det samme til morgenmad, hver eneste dag. En kop kaffe, et halvt stykke rugbrød med roquefort-ost, et halvt stykke rugbrød med smør og honning, et blødkogt æg med salt og et helt franskbrød med skiveost, hvor han ofte fodrede katten med osteskorperne. Morgenmad i deres køkken var altid en hyggestund og Bedstemor havde ofte købt enten Chocopops (som vi ALDRIG måtte få derhjemme) eller pålægschokolade (som vi kun måtte få i weekenden derhjemme) særligt til når Lillesøster og jeg var på besøg. Ligesom at vi ALTID fik pandekager med sukker og marmelade til aftensmad, når vi besøgte dem. Bedstemor lavede (og laver stadig) verden bedste pandekager uden sammenligning.

Om sommeren når vi besøgte Bedstemor og Bedstefar, tog vi tit på udflugt. Enten gik vi bare ned i den nærliggende skov eller ned til åen, hvor Mor havde leget som barn, eller også tog vi den lille røde bil og besøgte en ø. Ærø, Årø, Mandø, vi har været på mange små øer. Vi pakkede den orange madpakkekasse med kartoffelmadder, æggemadder, sodavand på flaske og en rulle kiks og så tog vi afsted. Lillesøster og jeg havde sommerkjoler og sandaler på og var det rigtig varmt, så smed Bedstefar skjorten og lædervesten og gik rundt i bar overkrop, så man kunne se tatoveringen af kolibrien på hans skulder. Der var ingen speciel betydning med kolibrien, han havde blot set den i en fuglebog, havde taget fuglebogen med tatovøren og fået den lavet, fordi at han synes at den var flot.

Alting ændrede sig da Bedstefar blev syg. Stædig som han var, gik der lang tid før at han endelig gik til lægen, han gik og skrantede i flere måneder før at Bedstemor tvang ham til lægen, hvor de opdagede at han gik rundt med en kold lungebetændelse. Han fik en penicilin-kur, men fik det ikke bedre og gik derfor igen til lægen. Lægen sendte ham videre til en grundigere undersøgelse, hvor de så opdagede den, kræften. Massevis af lymfeknuder, fyldt af grusom kræft. Trods de dårlige nyheder, var Bedstefar altid positiv, det skulle nok gå, han var jo en stædig mand, som ellers aldrig var syg.

Men det blev ikke bedre, Bedstefar blev mere og mere træt og efter nogle måneder med både stråling, kemo og medicin, måtte han indrømme at han ikke længere havde kræfter til at passe haven og huset på landet. Bedstemor og han skulle flytte, ind til byen, tættere på os. Vi var jo glade for at de ville komme til at bo tættere på, men at det var under de præmisser var bestemt ikke rart. Men huset blev solgt, katten blev aflivet og flytningen fandt sted. På dagen for flytningen var Bedstefar så træt, at det første, som blev flyttet op i den nye lejlighed, var hans stol, så han kunne slappe af. Vi bad ham alle om at tage den med ro og hvile sig, men vi vidste alle at han hadede at være nødt til at sætte sig og ikke hjælpe til. I perioden efter troede vi flere gange at vi skulle miste ham, han var så syg og træt og den stærke medicin satte sine præg på ham. Han mistede appetitten, han kunne ikke længere lide lakridser og kaffe og han tabte sig meget. Men gløden i hans øjne, hans lysende blå øjne, den var der endnu.

Endelig fandt man noget medicin, som lindrede ham lidt. Han fik lidt energi igen og var i stand til at gå en tur hver dag med rollatoren og han nød det. Han spiste lidt igen og nød endda en special-øl af og til. Men det skulle ikke blive ved. Med tiden blev Bedstefars kræftceller immune overfor den nye medicin og lægerne meldte ud at der nu ikke var mere at gøre, andet end at smertedække ham så godt som at de kunne. Det holdt nogle måneder.
Jeg husker at jeg en dag i juli besøgte ham og Bedstemor i lejligheden. Det var urimelig varmt og vi sad på altanen og drak en sodavand, snakkede og grinede. Kort tid efter, blev jeg indlagt i Odense og var derfor ikke i stand til at tage ind og besøge dem. Når Mor eller Far besøgte mig i Odense, fortalte de mig at Bedstefar ikke havde det så godt, men jeg tror aldrig at jeg var helt klar over hvor slemt at det stod til.

I september fik jeg lov at få orlov til at komme hjem til Mors fødselsdag. Det var den syvende og vi skulle fejre hende inde hos Bedstemor og Bedstefar, fordi at Bedstefar ikke havde kræfter til at tage hjem til Mor og Far. Jeg prøvede at forberede mig selv på hvilket syn der ville møde mig, men alligevel blev jeg så chokeret da jeg trådte ind i Bedstemor og Bedstefars soveværelse. Dér lå han, min kære Bedstefar, i en hospitalsseng, tynd og grå at se på. Han kunne ikke selv sætte sig op i sengen og han sagde ingenting. Men det værste var at den var forsvundet, gløden. Hans øjne strålede ikke mere. Han lå bare og var skiftevis sovende og vågen hele eftermiddagen. Da jeg skulle tilbage til Odense, kyssede jeg ham på panden, holdt hans hånd og fortalte ham at jeg elskede ham. Jeg tror at jeg dybt indeni godt vidste at dette var sidste gang at jeg ville se ham. Mn jeg lod ham ikke føle det, jeg lod tårerne vente til at jeg sad i bilen på vej til Odense.

2 dage efter ringede Far. Han sagde at det var sket. Det værste der kunne ske. Bedstefar var ikke længere hos os, han var sovet ind tidligt samme morgen, mens Mor, Bedstemor og en sygeplejerske havde siddet hos ham. Han havde ikke været alene. Men han var væk. For altid, jeg skulle aldrig se ham igen. Jeg havde ingen ord, jeg græd bare. En af sygeplejerskerne talte med Far i telefonen og han forklarede dem situationen, så at jeg selv kunne slippe for at skulle gøre det.
De følgende dage gik jeg bare rundt i en tåge, jeg kunne ikke forstå at det var slut. Jeg er min Bedstefars første barnebarn og derfor har der altid været et helt specielt bånd mellem os.

Senere på ugen var jeg igen hjemme på orlov, for at deltage i hans begravelse. Da vi sad på stolene omkring kisten inde i kirken og orgelet begyndte at spille, gik det op for mig rigtigt, for første gang at jeg aldrig mere skulle smyge min lille hånd ind i hans store næve og så fik tårerne frit løb. Jeg hulkede og hulkede og Mor lagde armen om mig og vi sad dér og græd, mens orgelet spillede "Nu falmer skoven trindt om land" af Grundtvig.
Da rustvognen kørte væk med Bedstefars kiste, tog jeg Bedstemors hånd. Og dér stod vi og så den køre, vi blev stående til at vi ikke længere kunne se den og derefter gik vi op på kirkegården for at se stedet hvor at han skulle ligge. Efterfølgende var der gravøl på en af de lokale caféer og man kunne tydeligt mærke på alle at man forsøgte at skabe en rar stemning. Bedstefar ville ikke have ønsket at vi bare skulle sidde og græde, han ville have ønsket at vi skulle være glade og mindes alle de gode ting sammen.

Nu skriver vi maj i kalenderen og om knap 4 måneder, er det et helt år siden at Bedstefar gik bort. Jeg græder sommetider stadig når jeg tænker tilbage, flere gange under tilblivelsen af dette indlæg. Smerten over tabet af ham, vil aldrig forsvinde, men det vil de gode minder heller ikke. Og hvis smerten bliver for stor, så ser jeg mig i spejlet, hvor mit spejlbillede kigger tilbage på mig med øjne i præcis samme blå nuance som Bedstefars havde. Både Mors og Lillesøster har grønne øjne, men mine er blå. Eller også kigger jeg på mit venstre håndled, hvor tatoveringen af kolibrien for altid vil være, som et evigt synligt minde om ham, Bedstefar, den stærkeste og mest fantastiske mand jeg nogensinde vil komme til at have kendt.

Glæden ved en stor øl.

Bedstefar og lakrids-kassen.

En glad Bedstefar.

En fjollet Bedstefar.

Altid gemt.